Have Fun Nose Working
Nose Work er en sjov leg for alle hunde uanset alder, race og baggrund. Nose Work giver stressede hunde ro og koncentration og sensitive og utrygge hunde selvtillid. Nose Work er problemløsning. Og at løse et problem giver succes – og succes giver selvtillid.
Nose Work er en jagtleg. De vigtigste egenskaber hos en god Nose Work hund er Motivation & Selvtillid. Vi ønsker hunde, der indtager nye områder med en attitude, der oser af: “Her kommer jeg – og jeg skal nok lige løse den her opgave!”
Som eksamineret Nose Work instruktør fra både Lorup Hundecenter og Hund & Træning samt kurser hos nogle af Amerikas førende Nose Work instruktører, er du hos Anja & Hund sikret en grundig træning, der tager højde for netop dig og din hund.
Niveaudeling
Forskellige Nose Work instruktører har forskellige navne for deres niveaudelinger. Det kan være forvirrende for dig at se forskel – for hvad er eks. et fortsætterforløb??
Hvis du starter din træning hos Anja & Hund, så bliver du automatisk tilbudt næste trin, når du og din hund er klar til det. Men du behøver ikke at være startet fra bunden for at træne hos mig. Du kan sagtens være startet op et andet sted, og så hoppe ind på det niveau, der passer dig og din hund.
Nedenfor har jeg forsøgt at sætte lidt ord på de forskellige niveauer, jeg kører med. På den måde kan du læse dig frem til, hvor du og din hund passer ind, hvis I eksempelvis ikke tidligere har trænet hos Anja & Hund.
Nose Work Foundation (begynder I)
For jer, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med Nose Work.
Formålet med forløbet er at skabe en motiveret hund, der søger selvstændigt i forskellige miljøer. Formålet er også at lære ejeren at håndtere en lang line, at efterbelønne, at give sin hund plads, at læse og forstå hundens kommunikation.
Alle starter med at søge efter godbidder i kasser, og efterhånden som hundene udvikler sig, gøres søgemiljøerne mere og mere komplicerede. Når hundene er klar til det, introduceres duften af lavendel gennem parringer (duft + godbid).
Når forløbet slutter kan hundene søge efter parringer (duft + godbid) i forskellige, lettere miljøer. De vil være introduceret for momenterne Indendørssøg og Udendørssøg.
Se aktuelle forløb på Nose Work Foundation – begynder I
Nose Work Duftsikkerhed (begynder II)
Forløbet er for hunde, der søger selvstændigt og motiveret efter parringer (godbid + duft) i forskellige, lettere miljøer.
Formålet med forløbet er at skabe motiverede hunde, der kan søge efter ren duft i lettere og let-komplicerede miljøer. Vi ønsker duftsikre hunde, der er lydige overfor duften, og ikke overfor ejer. Formålet er samtidig at lære ejeren at læse sin hund og at få en grundlæggende viden om duftvandring.
Når forløbet slutter kan hundene søge efter ren duft i forskellige miljøer. De vil være introduceret for momenterne Køretøjssøg og Beholdersøg
Se aktuelle forløb på Nose Work Duftsikkerhed – begynder II
Nose Work Fortsætter
Forløbet er for hunde, der søger på ren duft. Det betyder ikke, at vi ikke også arbejder med parringer (duft + godbid) ind imellem – for det gør vi på alle hold.
Formålet med forløbet er at lege videre med Nose Work både som daglig aktivering, men også som konkurrencesport. Vi vil udfordre hundene og arbejde med drilske vinde, kilder, der skal klatres efter og kilder, man skal strække sig efter. Ejeren lærer om duftvandring, og bliver bedre til at placere kilder med et formål i den daglige træning. Vi prøver også kræfter med bindsøg (ejeren ved ikke, hvor kilden er placeret) gennem parringer (godbid + duft)
Se aktuelle forløb på Nose Work Fortætter
Nose Work Øvet
For hunde, der er duftsikre og miljøsikre. Vi skruer op for sværhedsgraden. Vi arbejder med høje kilder og svært tilgængelige kilder. Vi laver ind imellem blindsøg (ejeren får ikke at vide, hvor kilderne er placeret). Vi arbejder med og mod vejret (temperaturer, nedbør, vind), og vi arbejder med tærskelsøg. Hvis der er interesse for det på det enkelte hold, begynder vi også at tale om Nose Work som konkurrencesport.
Se aktuelle forløb på Nose Work Øvet
Nose Work – klasse 1
For hunde, der er duftsikre og ønsker at prøve kræfter med Nose Work som konkurrencesport.
Formålet med træningen er at bestå Nose Work klasse 1.
Vi må aldrig glemme, at Nose Work er en leg, og at vi skal have det sjovt – både hund og handler. Vi laver sjove set-ups med klare formål for udviklingen af den enkelte ekvipage. Der optages video, som gennemgås hjemme. Der må påregnes træning hjemme mellem hver samling.
Se aktuelle forløb på Nose Work NW1
Nose Work – klasse 2
For hunde, der har bestået en Nose Work Klasse 1 prøve.
Formålet med træningen er at bestå Nose Work klasse 2.
Gennem sjove lege introducerer vi hundene for de svære elementer i Nose Work. Vi arbejder med og uden line. Vi søger efter utilgængelige kilder (højt eller gemt), vi arbejder med planlægning (tid og område), og vi bygger på vores viden om duftvandring og det at kunne læse hundens kommunikation.