Lad din hund søge på området omkring hallen. Finder den mon noget? Kig efter. Måske sidder der en dåse eller måske et rør. Er der mon et nummer på dåsen/inde i røret? Nummeret kan du få vekslet til en gave til din bedste ven.
Pakkelegen går ud på at finde og tage en kilde med sig. Kilderne kan du genkende på, at de er påført et nummer. Enten er der tale om en metal/plastikbeholder, hvor nummeret tydeligt står på, eller der er tale om et plastikrør, hvor nummeret er placeret synligt inde i selve røret.
Du behøver ikke tage den første kilde med nummer, din hund finder. Du kan bare lade den sidde og søge videre. På et tidspunkt tager du en kilde med dig, som du herefter kan veksle til en pakke.
Giv en pakke = Få en pakke
Medbring på dagen en pakke til en værdi af ca. 50,- kr. Pakkens modtager er en hund, så et kødben er bedre end en plade chokolade.
Husk at angive ved tilmeldingen om du ønsker at deltage i Pakkelegen, så vi ved, hvor mange kilder, vi skal forberede.
Ren lavendelduft eller parringer
Pakkelegen er for alle.
Hvis din hund er på ren duft, så sætter du den bare til at søge.
Er din hund på parringer, så lad vovse sidde i bilen, tag en pose godbidder med, og find dig et afgrænset område. Aftal med de andre i din søgegruppe, at du lige arbejder med parringer, så deres vovser ikke spiser dine godbidder. Du kan se de fleste kilder (specielt hvis du har en kraftig pandelampe på), og så kan du lægge godbidder på og lade vovse søge.
Gruppesøg
Da aftenen skal være sjov for alle, så skal vi have styr på, hvem der søger hvornår. Du vil blive tilknyttet en gruppe, som så får et bestemt område, hvor der kan søges.
Aftenens hjælpere viser gruppen, hvor der kan søges.
Ankomsttidspunkt
Men jeg kan ikke være der før….. / Jeg bliver nødt til at gå allerede….
Hvis du ikke har mulighed for at være ved Gartneriet allerede kl. 17.30, så angiv venligst ved din tilmelding, om du kan komme kl. 18.00 eller først kl. 18.30, så forsøger jeg at tage højde for det i planlægningen. Husk også at give besked, hvis du skal gå før kl. 19.00.
Hjælpere – Indlevering & Udlevering af gaver
Når du ankommer, går du med din gave ind i hallen og henvender dig til en af de søde hjælpere. De hjælper dig med at sætte nummer på gaven og fortælle dig, hvornår du og din hund skal søge.
Når din gruppe har afsluttet jeres tid med Pakkelegen, så afleverer du din kilde til en af hjælperne, som udleverer din gave.
Dobbelt-blindsøg
Pakkelegen er noget helt specielt. I har alle prøvet blindsøg. Det vil sige, at I ikke ved, hvor kilden er placeret, men instruktøren eller en ven står altid i nærheden – klar til at guide, hvis I ikke ser jeres hunds kommunikation. I pakkelegen er der tale om dobbelt-blindsøg. I ved ikke, hvor kilderne er placeret – og der er ingen til at hjælpe jer. I må stole på hunden. Og husk nu – hellere tro en gang for meget, end en gang for lidt. Alle kilder vil være synlige, så hvis hunden markerer, vil du kunne se kilden (husk pandelampe).
Tildelte områder
Som noget nyt kommer vi i år til at arbejde med bestemte områder til bestemte grupper. Vi har tidligere haft problemer med utroligt meget restfært og en del kontaminering af områderne, så det blev rigtigt svært for de hunde, der kom på til sidst. Så i år får hver gruppe tildelt et søgeområde kun til den ene gruppe. Til gengæld er der ikke en stressende tidsfaktor på, da I principielt har hele aftenen til at tage søgene.
Lad evt. alle hunde i gruppen søge. Og tag herefter en runde, hvor I tager kilder med. Så er der noget for alle gruppen.
Husk, beløn ikke for restfært – så hvis der ikke sidder en kilde, så bare fortæl hunden, at den var dygtig – men lad kødbollerne blive i lommen.
Giv hunden ro i bilen, når den ikke søger
For at give plads til de arbejdende hunde, er det vigtigt, at du ikke går rundt og hygger med din hund. Tag vovse ud af bilen, når I skal søge, og lad den ellers ligge i varme tæpper med en lækker tyggeting.